Ud mod det blæsende Vest,
blaaner den ældgamle Fjord.
Bakker med Skov og med Korn
strækker sig langt som en Tang,
favner mod Søernes Sang.
Jætter har kastet de Sten
dèr langs den græsgrønne Kyst.
Klart lyder Havfruens Røst
under den lerede Klint,
dér, hvor en Bræmme af Hvidt
brydes af kulsort Granit.
Skabt til at skinne af Sejl
taler den Fjord til sin By —:
„Se, jeg er Grøde og Gry!
ud imod Havet i Nord
Altid var Ungdom og Hav,
altid var Fartøj og Mand
Venner i Vikingeland!”
Her, hvor hin Kirke staar højt,
rejst af en Havenes Helt,
nær ved det rullende Belt,
nær ved den vældige Sø,
her, ved den Strand, i dens Brus,
strømmer udødelig Rus.
Luften er fugtig og blød.
Mægtigt en Aande af Salt
opfylder Rummet og alt.
Aftner og Morgner forgaar.
Sjælen er frodig og stærk.
Og det er Vindenes Værk.
Vredne og knugede Trær
hidser til Haardhed og Mod —
se, hvor de kæmped og stod!
Ud mod det blæsende Vest,
ud imod Havet i Nord
gaber den skummende Fjord . . .