Jeg sad ved Ovnen,
I og det var Aften,
og dèr laa Hunden
strakt ud og sov.
Da saa jeg for mig,
da var de nær mig,
de svundne Tiders
henfarne Mænd.
Som sad i Aftnen
med Haand paa Sværdet
og stirred ind i
den røde Ild —
som, medens Hunden
i Drømme knurred,
sad dremmesvangre,
i Tankers Hede,
og bygged Riger
og stred med Livet
og skabte Verden
i Ovnens Krog.