Jeg blader i en gulnet Bog —
et Skær af Maj, en Klang af Fest!
Som dunet Lov er dette Sprog.
Som hvide Sejl i Sol og Blæst.
Her taler ud fra Somrens Luft —
her aabner Favn mod Mulm og Storm
længst døde Mænd, hvis Vers er Duft,
hvis Vers er stolt og staalfast Form.
Salmist og Skjald — hver Mand sin Røst,
hver Mand sit Sind — én djærv, én from.
Men alle skjalv i samme Lyst
og elsked ét — én Helligdom.
En anden Tid, en anden Sang.
— Men ingen skønnere end hin,
som over Danmark lød engang.
Der høstes ingen bedre Vin.
O Mestre — I, hvis Tanke gik
den Vej, mit Hjertes Tanker gaa —
det er en koglende Musik:
at naa, hvad I fik Magt at naa.
Et dejligt Vers, fuldkommen skønt —:
et Kildevæld, som vakt en Vaar,
— mens Løvet falmer og staar grønt
skal rinde hundred lange Aar.
Skal hulke, le — som Kilden dèr,
hvor I nu gaar, i Lysets Lund,
i Skyggen af de store Trær
ved Havet — blaat som Øresund.