Der ligger Sne — og Kanerne kan glide.
Aa, det er atter Vinter for en Time!
Jeg kører ind i Skoven — i den hvide.
Og Hesten damper, mens dens Klokker kime.
Se Stammerne — snefnuggede og sorte.
Og Skovens Bund forsvinder hvid derinde.
Jeg kører ind igennem store Porte
i disse Dyb af Søvn og ensomt Minde.
Jeg elsker Vinterskovens døde Rige . . .
Hvad hvisker til mig denne tyste Slette?
O, der er i mig Ord, som aldrig stige
fra Sjælens Tavshed, som de ej tør plette.
Se, Himlen flammer op — og Sneen blaaner.
Igennem Kulden klingrer Vintrens Klokke.
Jeg kører ind — mens alt tusmørkegraaner —
imellem Dyrenes Søvngængerflokke . . .