Buske og smaabitte Træer staar bøjet mod Jorden,
tunge af Sne.
Tvers over Vejen har lagt sig en Bøg, som skal aldrig
Sommeren se.
Tyst efter Stormen staar Skoven
med hvide og islagte Kroner.
Nu er det Stilheden — Vinlren.
Kun det uhørlige toner . . . .
Solen gaar ned — og bag Skoven er Himlen i Nord
rød af dens Blod.
O, denne skønne og ildnende Fjernhed, som aldrig
naas af min Fod!
Skæret bag Stammerne ulmer.
Og Luften er ren og høj.
Se, fra et Drivhus i Sneen
stiger en svovlgul Røg . . . .
Buske og smaabitte Træer, der bøjer sig stumme,
klædte i Hvidt,
kridhvide Mure med tilføgne Døre og Ruder —
o, det er mit!
Slottet, der slumrer i Skoven,
i Glemsel og endeløs Sne —
ind til de svimlende Fester
vinker den hvide Allé . . . .