Det er den skønne Høstens Park,
paa Skrænterne mod Hum og Mark.
Det damper fra den lave Aa.
De gyldne Træer dødstyst staa.
De gyldne Træer uden Lyd —
det er den store Søvnens Fryd.
Det er den store Drømmens Park,
højt løftet over Eng og Mark.
Nu siver gennem Løvets Tag
det sidste hvide Skær af Dag.
De dunkle Gange føre ind
til tavse Dyb af Skumringsspind.
Hvad tier her? Hvad aander her?
Det hemmelige Liv er nær.
Er Dagen kort? — og Natten lang?
Skøn er vor Vækst og Undergang!
Den levende, som vandrer her,
beruses blandt beruste Trær.
Her er den Lyst, vi leder om —
den store, stumme Helligdom.
Halvt skjult bag Løvet Maanen staar.
Her er en Time tusind Aar.
Her gror i Dis og Ensomhed
den dybe Vaar, som ingen ved.