Jorden er frugtbar, og Havet er øde . . .
Sømand — nu sejler du mellem de Døde.
Dine Forfædres Barkskibe staar dig i Møde . . .
Du Søfarerætling — blond, mandig og fin,
som elskede Havet, som elskede Vin!
Se, al den berusende Glæde blev din!
Vi passer vor Næring, vi vrager og sigter.
Du fordrede intet, foragtede Pligter,
du levede kun — og blev Drømmer og Digter.
Det sjældne er sjældent — hvor møder vi faa,
vi ønsker at kende, som dybt vi forstaa!
Jeg traf dig kun én Gang — du blonde og blaa!
Der sad du — jeg skaaled, jeg hilste en Frænde.
En hjertelig Mand, som jeg gerne gad kende —
en Søfarerætling fra Verdens Ende . . .
Nu staar du igen ved det knagende Rat.
Nu styrer du ud i den evige Nat.
Vi hilser dig, hilser din hvide Fregat!
For dem, der har elsket dig, blev det nu øde.
Jeg traf dig kun den Gang — saa kort før du døde.
Men — Ven — jeg vil huske vort straalende Møde!