Den Fattige gaar med sin Ulvesult,
med sit Barnesind:
Jeg finder vel nok lidt Brød — nok et Sted,
hvor de lukker mig ind.
Den Fattige gaar med sit arme Savn,
med sit rige Sind.
— Og aabner du for ham din Dør, er det Glæden,
du har lukket ind.
Thi Dyrene bor paa den nøgne Mark,
paa luftig Gren.
Den Fattige træder den lerede Jord
og Gadens Sten.
Og giver du ham af din Overflod —
han giver dig mer.
Det smaa bliver stort i hans favnende Haand.
Hans Øjne ler.
Alt det, der har mistet sin Glans for dig,
det straaler her.
Fra Skæbnekilden en Uskyldssang
er nu dig nær.
Den Fattige — det er den svundne Slægt.
De barske Kaar.
Den Fattige — det er den dybe Tid.
Vor Barndoms Aar.
En Fremmed, der gav mig sin Nød, sin Fryd
Og dog siger Tak.
Jeg smiler som han. Men af hulkende Væld
mit Hjerte drak . . .