Hun aabnede sin Favn, som glæded mange,
hun tog hans Hjerte mellem sine Hænder:
— O Brudgom, Høvding, Elskede, nu føler
jeg, at dit Hjerte — at det ikke brænder.
Du har befaret altfor kolde Have
og rejst for langt i Ørkener af Stene.
Skønt dine Kys er hede, ved jeg dog —
du kender ikke mig — jeg er alene.
Jeg elsker første Gang — jeg elsker dig,
fordi du er en Mand, som jeg er Kvinde.
Jeg elsker sidste Gang nu — skønt jeg gløder —
fordi min Ven er kold og er min Fjende.
Thi jeg er Ilden, Venus, Herskerinden —
og i min Favn, som har fortæret mange,
ind til mit Hjerte, som har favnet ingen,
kan jeg alene ikke dig indfange.
Din Elskerinde, Venus, hun der gløder,
gaar til dit Rige, til den kolde Sø.
Din Brud gaar nu . . . Besejret — ubesejret
skal jeg omfavne Døden — dig! — og dø . . .