De kommer med Ørkenens Tog af Kameler
til Kysternes Byer, i Menneskets Haand —
de glimrende Stene, de stolte Juveler,
udstraalende ensom og sejerrig Aand.
Beslutningens Blink og dybt funklende Planer —
alt det, som er stumt og som faa kun forstaa.
Beruselsens sprudlende røde Vulkaner.
Den dybtgrønne Ro og det iskolde Blaa.
Den bjergtagne ser i det bundløse Øje —
han bærer paa Fingeren som Amulet,
som Ensomhedsmærke det blændende Høje
og Afgrundens Glans uden Skygge og Plet.
At omstyrte Riger og opbygge Riger
er Menneskets Maal og hans Drøms Diamant.
For den, der i Livet umætteligt higer,
er Vejen kun én, — ad den Sti, som han fandt.
Og standser han anspændt og grubler og stirrer
en Dag ved en Bred af et blankt Ocean,
— en Flagermus tyst gennem Skumringen svirrer
hans Hjerte forfølger sin svimlende Plan —
saa taler den til ham, tilskynder og kalder,
den Sten, i hvis Skær han ser Intet og alt.
Han er kun et Fnug ved et Hav uden Alder —
men Havet, Karfunklen, hans Skæbne har kaldt.
Maaske han i Morgen har Lykken i Hænde.
Maaske skal hans Liv lide stormfuldt Forlis.
De kølige Stene, der hemmeligt brænde,
har skabt ham et Hjerte af Ild og af Is.
Hint Rige i Bjergenes natsorte Indre,
Juvelernes Verden af Urtid og Drøm,
skal evigt fortryllende lue og tindre
for den, der staar rank i den støjende Strøm.
Hovmodige Hænder, stolt løftede Barme,
hvor Livet har tændt en uslukkelig Glød!
Som ejer Juvelernes slumrende Varme —
Juvelernes Blinken af Sejer og Død!