Han svinged sin Pisk og drog rasende frem . . .
Og Hundene bandt han med Reb og med Rem,
og Mændene tvang han, fordi han var Mand —
fordi han var Nordpolens Konge,
der drog mod sit Land.
Hans Ungdom blev borte blandt Is og blandt Sne.
Men Drømmenes Rige, det vilde han se.
Og nærmere kendte han Aar efter Aar
den ensomme Pol og dens straalende Vaar . . .
De fjerneste Isørkners Vidunderland —
han saå det, han stod der — en graanende Mand.
Da vendte den sejrende Høvding
tilbage, hvor Mennesker bor . . .
Ak, Peary — en anden, en anden
har vundet dit Rige i Nord!
Der sad paa hans Plads i hans Hjemkomststund
en langhaaret Løgner med smilende Mund —
en Gudernes Yndling, en Mand fuld af Sol —
den sjofleste Tyv i hans Høvdingestol . . .
Men — Peary — du sejred blandt Is og blandt Sne.
Dit Vidunderrige, det skulde du se.
Og Verden har set, naar du Aar efter Aar
drog fremad, en Brand af ukuelig Vaar.
Fjernt tændte du Menneskets hellige Ild.
Du staar under Nordstjernen, høvdingevild —
den eneste Nordpolens Konge!