Min Fader var en Sømand,
hans Skæg var rødt, hans Øjne blaa,
han lugtede af Tjære
og elskede sin Sømandsskraa.
Min Fader var fra Norden,
og Oceanet for han paa —
hans Hjerte var et Storsejl,
hans Sjæl var som den høje Raa!
Han løftede sin Raaber,
han gav Rorgængeren sit Tegn —
dèr stod han bred og rolig
i Sol og Taage, Storm og Regn.
Han saa langt ud og kendte
paa Havet mangen farlig Egn.
Min Fader var en Sømand —
paa Rro og Dæk en stolt Kaptejn!
O Lugt af Hav og Skibe,
jeg husker fra, da vi var smaa!
O dette Sømandsansigt,
som jeg maa altid tænke paa!
Det er, hver Gang jeg møder
en af hans Race, som jeg saa
min store, smukke Fader —
som jeg dog aldrig mer kan naa.
Gav jeg dig Sønnekysset,
dengang din Mund endnu var rød?
— O Fiskere og Sømænd,
der ligner ham — saa barsk og blød!
Hver Gang mit Hjerte ser jer,
da bøjer jeg mig for en Død,
i da hilser jeg min Fader —
i Uvejrsmulm og Sommerglød!