Hvad er vel fast — hvem lænkes
til samme Sted og Stol?
Hvem mærker ej, han rejser
mod fjerne Egnes Sol?
Alting er Flugt og Svimlen!
Alt, hvad jeg ser, er nyt!
Jeg sejler gennem Rummet
i min Stues Kahyt!
Gennem den høje Rude
ser jeg forbi mig drage
de store Stjerneriger,
de blaa og blanke Dage.
Foraarets grønne Kyster
opsender deres Duft.
Jeg gaar i Land, langt borte,
i Somrens Tropeluft.
Dèr, hvor den Stjerne skinner,
dèr skinned den ifjor.
Men dette Aar er ikke
det samme Aar, som for.
En anden Sommer strømmer
ukendt ind ad min Dør.
Jeg lever i en Verden,
der ikke fandtes før.
O, kan du høre Tiden,
der bruser, bruser væk!
Og kan du mærke — Gulvet,
det duver som et Dæk!
Vi sejler — det er Livet
at flyve og at svimle
igennem alle Tiders
og alle Kloders Himle!