Jeg gik ad Vejen, der gløded hvid,
og gennem Skoven — hvor Hestene stod
i lønlig Skumring — til Bakkens Fod,
— og det var Juli og Middagstid.
En Stente, et Gærde — saa gik det op.
Men Græsset var svedet og gult og glat —
det fik kun at drikke, naar Himlen ved Nat
gød Dug over Jord fra sin Kæmpekop.
Jeg klatred, jeg gled — men Stokken hjalp.
Min Hund førte an — snart i Vest, snart i Øst
med Tungen af Halsen og gispende Bryst,
saa ivrig og ilter, som da den var Hvalp.
Saa naaede jeg Toppen og saa mig om.
— Det var det bakkede, frodige Land,
det var de Sletter med blaanende Band,
hvor Sommerens Aande imod mig kom.
Den dirrende Luft og det vældige Blaa.
De svulmende Skove af mørke Trær.
Den duggraa Havre med Modningsskær.
Og Agre og Marker, hvorhen jeg saa . . .
O Brakmarken — rød, violet er dens Bund!
Det er en Fryd over al Forstand!
— Derovre pløjer en Pløjemand
henover den rødviolette Grund!
Langtnede den Eng — hvor den Eng er grøn!
— Jeg elsker de græssende Køer, der staar
I Dalen dèrnede — mens Skyerne gaar —
i Dalen, den dybe — i Ly og i Løn!
Se, op mod det bugtede, løvtætte Hegn
slaar Rugmarkens Vover! — mod Bakkens Hæld
en gylden Brænding, der løfter sit Væld
en Bølge af Pragt i den yppige Egn!
Bag gamle Træer en halvskjult Gaard.
Saa mægtigt og tyst er Landskabet her.
Der er i Luften et ensomt Skær
af Somrenes Sol gennem Hundrede Aar!
Derude er Markerne ganske smaa.
De ligner Haver med broget Flor.
Og Hække hegner den rige Jord.
Fortroligt det er at se derpaa.
Dèr ligger en Mølle paa Bakkens Kam.
Dèr gaar de og høster — i gylden Luft.
Langs Skrænterne stiger den hede Duft.
Rundt om mig græsser de hvide Lam.
Dybtnede støver en Vej — som Røg!
Ud gennem det store og kløftede Land
gaar Vejenes Baner. — O Vandringsmand,
saa stort er Landet, som Himlen er høj!
Jeg staar højt oppe og ser al Ting.
Jeg kender, jeg er paa min egen Grund.
Det er mit Liv i dets Middagsstund.
Mit Kongedømme — vidt, vidt omkring!