Halvmaanen staar over Digterens Hus.
— O Gaden! O Skumringen! Se, i din Nærhed
Drømmenes Slot og den himmelske Skærhed —
Halvmaanens Guld over Seerens Hus!
Det fjerne er nær — i den sitrende Luft
er det Himlenes dyreste Smykke, der skinner;
medens Gadernes Horder i Dunkelhed svinder,
er det Skønhedens Blomst, som udaander sin Duft!
Og Skønhedens Grubler bag Murenes Stuk
fornemmer en Rislen af lysende Strømme,
en Vellyst, der tænder den Attraa at tømme
som et Bæger det bundløse Himmelrums Dug!
Til ham kommer sagte den skinnende Gæst,
hans Sjæl er en Sluse for Himmel og Maane
og ud over Verden, hvor Sjælene graane,
strømmer hans Tankers tyst skælvende Fest!
Han skaber det gyldne og flygtende Skum,
han skænker det Skær af ugribelig Lykke,
hvoraf Sjælene lever, mens Slægterne bygge
i de mørke Aarhundreders larmfyldte Rum!