De Skibe i Mørket derovre.
Den Skinnen af Lys og af Dampe.
— Nu hviler de mægtige Lastdyr,
hjemvendt fra Havenes Kampe.
Det rasler af Kæder i Mørket.
Det brager. — O, hungrige Pramme!
Den Rigdom, der kom fra det Fjerne,
skal gribes og nære og flamme!
Se, dunkle og lysende Ruder —
de drømmer og stirrer og higer!
— Derude i Mulmets Ensomhed
er Livets Menneskeriger!
Der klinger et Horn — en Glæde
fra Husene ud over Vandet.
Et Menneske sætter sin Lur for Mund
og blæser — i Vinterlandet!
Der toner en Klokke — det ringer
med dæmpet og magtfuld Lyd
— et Taarn faar Mæle og udsynger vidt
Skjulthedens ulmende Fryd!