Hvad Værd har al min Handling, alle Tanker,
naar ej jeg kan omskabe denne Verden,
naar ej engang jeg magter at forandre
mit eget Liv, min egen trange Færden?
Igaar, idag, imorgen — Fængsel, Fængsel,
de samme Mure, samme fjerne Skyer;
bestandig Smerten ved at træde Jorden,
adskilt fra det, som rinder og som flyer.
Thi det var Flugt, jeg vilde — fremfor alting,
fra Skæbnen flygte, bort i Rummet strømme.
Og det er Flugt som før, jeg drømmer om —
hvis jeg endnu kan hæve mig til Drømme!
* * *
Se, Sjælens Springvand høre op at springe,
Fontænerne, der skabtes til at klinge,
med èt de stanser hulkende og dør
i Ensomhedens store, tyste Søer.
Og aldrig mer skal Sjælens dunkle Damme
se Dybet sprudle som en sølvhvid Flamme,
den blege Luft har hørt for sidste Gang
den Ve og Jubel, som mod Himlen sang.
Thi det er beskt: naar Ungdomsaldren svinder
at møde Verden — Drømmens Overvinder.
Da segner Bruset i det saare Sind —:
Forgæves alting, alting Hjernespind!
* * *
O, lad mig ej som andre blive stum!
Giv mig en mægtig Kraft, uhyre Rum,
at jeg kan løfte mig og flyve længe
mod Stjerneskoven og de fjerne Enge!
Lad trods Ødets grumme Overmagt
bevare Sjælen og dens høje Pragt,
ukuet smykke Verdens golde Dage
med Drømmens Hymne og den skønne Klage!