O, Eftermiddagssol paa stengraa Mure!
Solnedgangsskygger i den falmet gyldne By!
De store Statuer af Bronce kaster
bag sig et Mulm som Kæmpers dunkle Ry.
De øde Pladser fejrer Dagens Flugt
med Drømmens, Dødens, Ensomhedens Fester.
— Se denne Luft som sene Blomsters Glød,
hvor Sjæle uden Legemer de øde Pladser gæster
De spinkle Træer skælver og forstummer . . .
Nu lyser ene i den tyste Stad,
det rosenrøde Taarn, det rosenrøde —
en ensom Konge, Evighedens skønne Had!