Omkring den Mand, der vil det Fjernes Pragt,
den lille Verdens store Smerter trænges —:
Forsag det Skønne — om saa Sjælen sprænges!
Han kendte Hadet til den gyldne Blomst,
han, der har digtet om hin unge Kejser,
hvis Sjæl blev dræbt paa sine stolte Rejser.
Han selv har endt sin Færd — langt fra sit Maal,
skal aldrig kriges mer med Aandens Fjender . . .
Rank gik han bort — en Dødens Overvinder.
Thi Sjælens Hovmod er et evigt Staal,
og i Elysion den til Harper danser,
hvis Aand i Livet lo og kasted Lanser . . .
Men, Erik Waage — ung og ufuldendt,
saa ny i Striden — om du havde levet!
Den der forstaar dig, véd, hvad du var blevet.
Nu var det Tiden, nu var Sjælen spændt,
fyldt af de Ord, som funkler og som rammer . . .
O, døde Digter! Tanke, Manddom, Flammer!