Ensformig risler Regnen
mod Nattegadens Stene.
Det lyder sært sørgmodigt
for den, der sidder ene.
Nu mumler det og hulker
i alle mørke Skove,
paa hine fjerne Steder,
hvor mine Minder sove.
Og alle lyse Drømme,
de lulles tyst i Slummer —
det er, som Rummet nynned
en Sang af øde Kummer.
Det er, som alt var uddødt
og jeg i Verden ene.
— Aa, Regn, der evigt risler
mod Nattegadens Stene!