Paa Gulv og Væg og Spejle spille gyldne Strejf af Sol,
fra Gaden sitrer op en Musik af klingre Røster,
bag hver en Jomfrus Kjole ved jeg sarte hvide Bryster —
nu er mit Vindu aabnet for al Verdens rige Sol!
I alle Haver vælder det med Krokus og Viol,
jeg aner Duftes Kærtegn og Pust fra friske Kyster,
hvor blide Bølger nynner og undseligt Bredden kryster —
o blide Foraarsbølger, o Længslers Vaargondol!
— — — — —
Hvad vil mig denne Verden? — Mit Liv er dømt til Skygge!
Jeg vil rulle Gardinet ned, saa jeg Vaaren ej kan se,
og lade Solen gøgle og Menneskene le!
Og ensom vil jeg dybt i mit Hjertes Nat mig dykke
og lytte til dets Regnfald af høstlig, haabløs Ve
og græde over dig, du min Ungdoms døde Lykke!