Igen en Tid med Fest og broget Mylder.
— I Kaadhed har jeg knejset stolt og lét;
i Tungsind har jeg tavs mit Hoved bøjet,
og mod det Svundne har jeg savnfuld set.
Dèr saa jeg dig, kun dig, kun dig alene.
Jeg vendte bort mit Blik — jeg saa dig end.
Jeg maned frem min Sjæls udvalgte Kvinder —
en Skønhedsflok — altid kom du igen.
Er det, fordi jeg aldrig fuldt har kendt dig
og maa og vil dit Væsen granske ud?
Eller faar nu, først nu min Elskov Øjne,
og var af Skæbnen du mig sendt til Brud?
— Det Dødes Gaader har det Dødes Stumhed,
med evig Skrift skrev Gud det Ord: Forbi. —
Den, der er stærk, han vender sig fra Graven
og iler mod det Nye, rank og fri . . .