Naar Munken stundom vandrer til Menneskenes Stad,
saa blinker han mod Solen og aander ud mod Havet
og tænker paa den Tid, der i Klostret blev begravet,
og paa sin Barndoms Strandbred med Skvulp af Bølgers Rad.
Naar Munken stundom vandrer til Menneskenes Stad.
Naar Munken gaar forbi, hvor de skælmske Piger ler,
saa sænker han sit Blik — mens hans Haand om Kuttens Flige
i lønlig Sitren famler — og tænker paa den Pige,
den Pige fra hans Ungdom, han aldrig møder mer.
Naar Munken gaar forbi, hvor de skælmske Piger ler.
Naar Munken gaar forbi, hvor den store Mester bor,
den Mester, der er tryg ved sig selv og aldrig skrifter,
saa tænker han paa Drømmen om Stolthed og Bedrifter
og paa sin ringe Syssel, hvoraf der intet gror.
Naar Munken gaar forbi, hvor den store Mester bor.
Naar Munken sent om Kveld er vendt hjem til Klostrets Ro,
saa stirrer han derind, hvor Guds Moders Lampe brænder,
og stirrer stift og længe og vrider sine Hænder
og synker ned —: Madonna, du fik mit Liv, min Tro!
Naar Munken sent om Kveld er vendt hjem til Klostrets Ro ...