De store Tider skabes ej — de skaber!
Fra Dybet hæver de sig, naar de skal;
og fremstaar da en skønne Dag en Skjald,
vil han fortrylle Mennesker og Aber.
Han er den ventede: de nye Ord,
den friske Regn for Sjæles rige Grøde
og Tidens Drømme bruser ham imøde
og løfter ham og gør ham dobbelt stor.
Men den, der fødes i de døde Tider,
maa skabe selv det Liv, hans Hjerte kræver,
den stærke Drøm, som ham mod Himlen hæver.
Og synger han — om hvad hans Hjerte lider,
om nye Drømme — ak, hans Samtid gaber,
den hele Samtid, Mennesker og Aber . . .