Aftenens Ro har vugget sig ind,
og Himlen har røde Striber. —
En gumlende Ko, og en viftende Lind,
og Mørket, der sagte mig griber . . .
Aftenens Ro — aa, hvor blid er hver Lyd!
Dagen, der larmed, er omme.
Endt er dens Solrus, dens «Fyld dig og nyd!» —
Glæder saa bedske og tomme!
Haanden, der hæved sig hovent, er træt,
Munden, der brovted, er lukket —
Blikket er vegt som hos en, der har grædt:
andægtigt og mildt og dugget.
Aftenens Ro — som en Aftenbøn
glider den henover Landet.
Lægt er hver Smerte, stilt er hvert Støn —
signet, hvad før var forbandet!
Genova, Juli 1892