End smiler Glæden over hele Jorden
Mel.: Hvor skjønt sin Pligt osv.
Mel.: Hvor skjønt sin Pligt osv.
End smiler Glæden over hele Jorden,
og fylder blid hver ædel Barm!
kun sjelden lyder vrede Torden,
men ofte straaler Solen varm,
Hver Fryd, dig vinker, kom fra Gud:
glad følge du dens Vennebud!
Til Ungdoms Vaar han gav det Væld af Skatte,
som trindt omkring hver Yngling leer;
i Dag vi ei dens Værd kan fatte,
i Morgen er den ikke meer.
Han Vaaren bød til os at tye;
men vredes, naar vi kold den flye.
Vor Sommer er saa riig paa modne Glæder,
og Rosen mildner vore Fjed:
at nyde hiin er Viisdoms Hæder,
at plukke den er Salighed.
See, begge kom fra Herrens Haand;
brug begge da med takfyldt Aand!
O! derfor jeg paa Banen kjek vil vandre,
hver Glædens Ven er mig en Ven:
jeg favner ham, og med hverandre
vi dandse Rosenbanen hen;
saa haste vi med Fryd og Taal
mod det os fælleds satte Maal.
Ei frygte vi vor Vandels milde Dommer;
hver Dag, hver Nat vi hilse fro!
den Fryd, som gik, den Fryd, som kommer,
han skabte, og bød nydes tro;
kun kræver han som Faderløn,
at vi vil finde Jorden skjøn.
Bekrands, min Ven, med Roserne din Tinding!
Bestrøe med Glæde dine Fjed!
Hver Skyfri Dag er dig en Vinding;
den skjuler, hvad du fordum leed.
Hver Fryd, dig vinker, kom fra Gud;
glad følge du dens Vennebud!