Nu træder han frem i Maanens Lys med Bøssen knuget i Armen,
som Moder derhjemme i Mørkningen gaar med Mindstebarnet ved Barmen,
nu kunde han rammes, den fjendtlige Forpost, et glitrende Skud og et Skrig,
én Fjende mindre — og ovre i Dyndet endnu et blødende Lig.
De ser paa hinanden, de tænker det samme, de føler det selvsamme Gys,
dèr staar han, min Fjende, min Bøsse er ladt, og Natten er stjernetændt lys,
og Maalet er synligt, og Pligten befaler at dræbe med Magt eller Svig,
— én Fjende mindre — og ovre i Dyndet endnu et blødende Lig.
Aah Gud, men naar Hjertet er sygt af at dræbe, naar Hadet forgifter min Aand,
og naar jeg har Lyst kun til én Ting: at kysse hans Pande og gribe hans Haand
og raabe: min Broder, vi vil ikke myrde som Ulve i hylende Flok,
kom, ræk mig din Haand: vi er Mennesker, Brødre og Venner, og nu er det nok;
derhjemme gaar Kvinden og pusler om Barnet, som ligger ved Hjertet og gror,
og drømmer sig svimmel af moderlig Lykke og véd, hun skal snart blive Mor,
og vogter hver Tanke, hvert Ord og hver Gerning, at Barnet kan vokse sig skønt,
at Frøet og Frugten bag Høsttidens Løvfald kan spire forynget og grønt.
Aah, Broder, jeg véd, vi skal hade hinanden; men se, jeg er saaret og træt,
de raabte derhjemme om Sejrsbegejstring; men her har jeg jamret og grædt,
hvem satte de Grænser, som skiller os, Broder, og skiller din Ager fra min,
det er ikke Gud, som har budt mig at gøde med Blod fra dit Hjerte min Vin.
Vi vil ikke slagte, vi vil ikke slagtes! Om Gud paa sit Kors blev fortalt,
han rakte imod dem de blødende Hænder og tilgav dem grædende alt,
fra Krigs-Korset rækker jeg mod dig min Næve, jeg vil ikke Hævn eller Had,
jeg har ikke sat disse blodige Grænser, den Gravgrøft, som skiller os ad.
— — — — — —
De ser paa hinanden, de tænker det samme, at Krigen er ond og forrykt,
og Sjælen er flænget i blodige Laser, og Sindet er hjælpeløst sygt,
men Krigen skal kæmpes, og Pligten befaler at myrde med Magt eller Svig.
Aah Gud, hvor vi hader — med hver lille Fiber — den onde, forbandede Krig!