Træd stille her. Du gaar paa hellig Jord,
se, Tusind Mænd har lagt sig træt til Hvile.
Træd stille, hør, der tales intet Ord,
du ser dem under Maaneskæret smile,
de drømmer om en Hustrus gode Favn,
om Barnet i den lille, hvide Vugge,
der sover ind med Moders milde Navn
paa Læben og med Armen om sin Dukke.
De vaagner, naar den gyldne Sol staar op —
— saa gaar de bort ad alle hvide Veje;
nej, se i Skæret over Bakkens Top,
de ligger altfor stille, altfor blege,
de sover tungt, mens Himlen staar i Brand,
de glemmer Solens Lys og Morgenstunden.
Jo, tys — en Stemme jamrer efter Vand,
— — saa tier han med Jord og Blod i Munden.
Træd stille — — men er dette Ansigt sygt,
og sover han med aabne, brustne Blikke,
træd stille — aah, maaske han drømte stygt
om Mord og Manddrab — stille, væk ham ikke.
Træd stille — — nej, der pibler noget rødt
fra denne Pande — — er den rosenkranset? —
Og disse Lemmer hviler tungt og dødt,
i dette Bryst er Hjerteslaget standset.
Træd stille — ak, de vaagner aldrig mer — —
men se, nu gaar en Skare over Bakken
af tavse Mænd, der kommer fler og fler
med hvide Flag og røde Kors paa Frakken.
Hvad vil de her? De løfter en for en
de trætte Mænd, som ligger stille, blege,
— fra Baaren drypper over Støv og Sten
en blodig Stribe langs de hvide Veje.