Hvad hænger der blandt Træerne i Nattens blege Lys?
— — de trækker næppe Vejret, men staar stille for at lytte,
og ned ad Ryggen sniger sig det dødsens kolde Gys,
fordi de véd, i Natten søger Krigens Gud sit Bytte.
Nu vaagner en Fasan et Sted — den løfter højt sit Skrig,
det rasler gennem Løvet, og det basker gennem Krattet,
saa hører de et Hundeglam, jo Bæstet varsler Lig
— med benhvid Kno har Næven omkring Bøssekolben fattet.
Dèr staar de blege, tavse, en Flok stærke, stolte Folk,
som lo kun ad Kardæskerne, som midt i Pigtraadshegnet
tog Livtag med en Gurka — aah, den lange, skarpe Dolk —
og stred, mens over Graven baade Bly og Blod har regnet.
Hvad dingler der for Vinden som et kæmpestort Pendul
og slaar saa sælsomt dumpt og dødt imod de sorte Stammer,
— de kunde krybe rystende og skælvende i Skjul
de Mænd, hvis Sind blev hærdet i et Baal af Blod og Flammer.
Nu vel — de samler Modet — jeg er Mand og er Soldat,
Parolen lød kun „Fremad", og hvem vover vel at flygte,
men Haanden løfter Løbet — tys — og Fingren er parat,
da falder gennem Løvet Maanens Lys som fra en Lygte.
Saa ser de ham den hængte Mand, en Fjende, en Spion,
en Fange, som blev straffet for sin Trods og sine Løgne,
som ingen gider ofre et Skud Krudt og en Patron,
— — — se, Fuglene har kradset ham og hakket ud hans Øjne.
De smiler: Vi blev bange, tror jeg, for den døde Mand,
men Smilet er saa livløst, og den muntre Stemme glipper,
hver Rædsel, som de møder, er en lille Draabe Vand,
der langsomt skyller Grunden fra Forstandens haarde Klipper.
— — —
Saa gaar de atter fremad, der er endnu langt til Dag.
Hvor her er mørkt, de længes efter Gryets første Flammer,
men bag dem lyder stadig disse dumpe, døde Slag,
den hængte Mand, der dingler mellem Skovens sorte Stammer.