De jog ham ved Dag, de jog ham ved Nat
og fandt ham tilsidst i Bjergkløftens Krat
blandt bladløse Buske, forsulten og syg,
og han lod dem ta’ sig, for nu var han myg;
han løftede Riflen — saa lod han den falde —
afmægtig og hjælpeløs — én imod alle.
De gav ham et Bind for det bristende Blik,
der stod han og lytted’ til Hanernes Klik,
og lysende traadte et Billede frem:
en Hustru, et Barn og et lykkeligt Hjem
— et lykkeligt Hjem — Hør! Nu blev der sagt:
„Parat til at fyre! Læg an!” og „Giv Agt!”
Han smiler bag Bindet, han snakker og ler,
for det er kun hende og Barnet, han ser,
. . . nu tæller Sergenten til en og til to . . .
Aah Gud! lille Barn, hvor sorgløst du lo —
— „ja Fa’r skal fortælle et Eventyr
om Lykken og Livet” . . . . „Giv Agt” og „Fyr!”