Og jeg vil lade Undere ske paa Himlen foroven og Tegn paa Jorden hernede: Blod og Ild og Røgskyer, Solen skal blive til Mørke og Maanen til Blod, førend Herrens store og herlige Dag kommer.
(Apostlenes Gerninger, Peters Tale, 19. og 20. Vers).
Se, Himlen er sort!
Af Krudtrøgens Skyer,
af giftig Gas,
af Osen fra brændende Byer,
der tæt og tyk driver bort.
Og hele det mægtige Rum
gi’r Genlyd af Jorderigs Jammer:
af Smaabarnets Graad og Klage,
af Suk fra en Saaret, som segner,
jamrer sig sygt — og bli’r stum.
Det stigende Hav af Smerte og Sorg,
som Slægten har sanket i Sum.
Se, Solen bliver til Mørke!
Dagen mørknes af Damp og Røg,
Stilheden fyldes af Larm og Støj!
I Bloddamp, blændede, blinde
søger de Fjende mod Fjende.
De sniger sig ud gennem Skov og Krat,
famler sig frem i den fredløse Nat
med Kainsmærket blodigt paa Panden
— blot for at dræbe hinanden.
* * *
Og Maanen skal blive til Blod!
Et Dødningefjæs, som bli’r blodigt, rødt
et kort Sekund, før det blegner.
En Saaret, hvis Ansigt af Harme og Had
er blussende hedt — før han segner.
De drømmer ondt i den mudrede Grav,
jamrer i Søvne og stønner:
Aah Gud, for en Højtid et Fædreland gav
de saarede, hjemløse Sønner!
Gud naade den Hustru i Sult og Savn,
som hulkende hvisker sin Elskedes Navn.
Gud naade de Stakler paa Havets Bund
med Tang og Sand i den blege Mund.
Gud naade det Barn i Sult og Nød,
som beder en hjælpeløs Mo’r om Brød.
— — —
Nede ved Floden, hvor Slaget stod,
ser de Maanens blodige Horn
i Vandets Smaabølger glinse — — —
Nu er det den blodige Pinse.
* * *
Velsignet være hver Sjæl, som tror
i denne Time Profetens Ord:
Solen bli’r Mørke,
Maanen bli’r Blod;
før Herrens store og herlige Dag
skal komme.
Nu er det mørkt og blodigt nok!
Lad Stridens Tid være omme!