Op over verden stiger en Bølge
af Sorg og Forundring, af Rædsel og Smerte!
Søger du endnu forvildet i Mørket,
Menneskekryb! Er din Kundskabens Kerte,
Aand og Kultur — kun et Blændværk, som ikke
naar til dit haarde, forhærdede Hjerte?
Det, vi har følt foran Skabelsens Under,
Bønnen, vi bærer paa skælvende Læber,
Sjælens Respekt for det mindste, der lever,
— alt er det Løgn! Se, vi myrder og dræber,
Menneskedyret staar Broder mod Broder,
vildt og med Blodskum om Rovdyrets Kæber.
Kina og Japan! Aah Gud, lad dem kriges,
Romernes Rige, aah, kast det i Kampen
og gør os alle blændede, blinde,
vilde som Rovdyr af Røgen og Dampen,
slæng os derop paa den blodige Scene,
vi, der staar skælvende, blege bag Rampen.
Slyng os derind i den blodige Jammer,
lad os forbløde, lad Byerne brænde,
ingen maa skaanes! Aah Gud, til det Onde
skal du vor Fredstid og Hviletid vende.
Lad i et Baal, som omspænder Kloden,
Verdens forvildede Vanvid faa Ende . . . . .