Slyng Stjærner i Krans om hans Pande,
der han rider i Malm og Granit,
højt over det evige Roma
sit evige Høvdingeridt!
Thi styrtedes Troner og Tinder
og Verdens-Cæsarernes Stol;
og sprænges det Marmor og visner det Guld,
som kranser det ny Kapitol:
Hans Ry skal forynges med Laurernes Løv
og skinne i Seklernes Sol.
Du tapre, Du stolte, Du stærke,
Du Sjæl som en stormende Vaar,
som trodsed Dig frem mod det største
helt ind under Snefaldets Aar:
Vi elsker din stejlende Vilje,
dit Stridssind, der aldrig holdt Rast,
og Mandsordets Magt i din Tale
og Trosmodets Tærningekast;
og Hjærtet, hvis Ildhu har Tusinders tændt
og kølnedes først, da det brast. —
Med Ynglingesindet i Lue
stod han frem mod sit solhøje Maal —
og lystes med Ufærd af Lande
ved Blinket af Bøddelens Staal.
Som Solørnen fo’r han sin Bane
omsuset af Vejrenes Larm —
forraadt og fordømt og forkætret
han styred af Gaarde i Harm.
Mens han drog til sit Hjærte det eneste ene,
der fyldte hans Høvdingebarm.
Det eneste — Herlighedsdrømmen,
der laante hans Væsen sin Glans;
det eneste — Kaldet, han favned,
og som altid og evigt var hans.
Det eneste — Striden og Stormen,
der gik i hans Sjæl med sit Gny,
og alle de lønlige Vunder,
der blødte og blødte paany —
Det som hærded hans Kamphu og højned hans Trods,
mens han saa mod Opfyldelsens Gry.
— Og Aarene blaaned og blegned
og toges i Taagerne ind;
og saa kom der en Dag, da det bruste
af Foraar paany mod hans Sind:
Nu — nu er det Solbruddets Time,
der er Vej for den modiges Færd!
Spænd nu Viljens almægtige Ævne
mod Maalet, som Kampen er værd!
Du er Staalet og Styrken og Stormvejret selv,
og Sejren er lagt for dit Sværd!
Og han løfted sin sølvsprængte Manke,
og han fyldte med Vejret sit Bryst,
og det svulmede vildt om hans Hjærte,
som Søer mod en stejlvægget Kyst.
Og han fejed af Syne hver listende Tvivl,
og agted kun Viljens Begær;
om hans Skulder det løvedes lyst og ungt,
paa hans Pande stod Morgenens Skær.
Som Columbus han saa mod en Verden i Sol,
mens han fylked de Tusindes Hær.
Var det Ætna, der lyste i Lue?
Var det Klippen, der skælved og skred?
Var det Lavaens Ildstrøm, der rygende rød
i Magt gennem Dalene stred?
Nej, det var Garibaldi, der lynede frem
fra Havstok til palmesvøbt Strand.
Det var hans Ildsjæl, det vældige Vejr,
der aanded et Rige i Brand.
Det var Vidundertoget — en tordnende Vaar —
ham selv og hans tusinde Mand!
Et Dommedags Døn over Lande,
mens Rygtet fo’r vildt over Jord.
En Klang som af springende Lænker,
Og et Hjærternes jublende Kor.
Og Fanerne fløj mod de flimrende Maal,
over Bølger og Bjærge det gik,
og Høvdingen forrest paa sejrende Fod
at fylde det Kald, som han fik.
Og saa stod han en Dag med et Folk, som var frit,
og Befrierens Sol i sit Blik.
Se, da bredte sig Purpurets Klæde
for hans Haand som en vuggende Sky;
og han skimtede Sagaen bue
om hans Hoved det evige Ry.
Men aldrig en Stund raabte Sejrens Ret
paa Sejrens Pris i hans Blod;
og Guldet, der glimted, og Hæderens Høst —
han slængte det bort fra sin Fod.
Og i Dagningens Skær strøg han hjem til den Kyst,
hvor hans Fattigdoms Arnemur stod.
Du tapre, Du stolte, Du stærke!
Italiens stormende Vaar!
Du Folkets vildtflammende Vilje
med Sensomrens Sølv i dit Haar!
Se! Tiders og Verdeners Skarer,
der drages mod Tiberens Strand,
skal vide: det Skønhedens Rige
slog Du frit i Begejstringens Brand,
som bar Drømmenes Syn gennem Dagenes Daad
ind til Sejren i Fremtidens Land.