En sortblaa Sø i Solskinsblæst
med Skumbræm over Bølgefald;
i Kryds og Kvær fra Øst og Vest
Kommandoraab, Kartovers Gjald.
Der skinner Sejl mod Skvæt og Sprøjt,
hvert svulmer som et Svanebryst;
og stærke Stævne hugger højt
i Hunger mod den hede Dyst.
Det kuler fra det haarde Hav,
det vasker vredt om breden Bov;
den Sø, som blev saa mangens Grav,
alt gaber graadig mod sit Rov.
Det glimter skarpt, det brager fast,
saa vælter Damp fra dybe Slug:
om „Dannebrog”s fuldstærke Mast
staar gule Flammers vilde Sug.
Hvad Under, at Sind kan krøges
i Døgnets sløvende Kaar,
at Viljer kan længes at lue
bag Seklers rullende Aar;
og stunde dybt mod at drage
ad Fædres syngende Sø,
og tætnes trofast til Stridens Tog,
og slaa for sit Land, som Hvitfeldt slog,
og mandigt som han at dø!
Der stævned vel større Høvding
mod videre Sejres Maal,
men ingen med stoltere Hjærte
bag Køllert og Brynjestaal.
Der leved vel Mænd i Lande
med bredere Ord i Mund,
men ingen med djærvere Offermod,
med fastere Vilje i flammende Blod
end Hvitfeldt i Farens Stund.
Ham vinked ej Sejrens Laure
og naadige Lovords Pris;
kun Døden krummed sin Gribeklo
og meldte hans Dages Forlis.
Men højt over Baalets Bulder,
og Kamplarm og Kuglers Vold,
der raabte Rygtet hans lyse Ry,
og bar det om Lande med Storm og Sky,
med Livsmagt til fjærnest Old.
Hvad Vægt om den daadriges Bane
blev udmaalt langt eller kort!
Hans Død gav Glans til vor Sage,
for det Maal, han talte, var vort!
O, Hjærters Trods, som han rejste
til Daad i en Skæbnestund:
for Dødens Vished som lukt hvert Syn,
mens Flammetunger staar Lyn i Lyn
fra Malmkanonernes Mund.
Naar Døgnets Kiv og selvsygt Nag
fast overskyller Folkets Færd;
naar Stræb for egen Fremgangs Sag
er ene Mandens Møje værd —
Da maner det fra Hvitfelds Navn,
da kalder det fra Kjøge Bugt;
det bruser mod din aabne Favn
som hundred vilde Svaners Flugt.
Det glimter skarpt, det brager fast,
der vælter Damp fra dybe Slug;
om „Dannebrog”s fuldstærke Mast
staar gule Flammers vilde Sug.
Det synger fra den salte Sø
om Ærens Ord og Pligtens Bud,
om Sindets Sejer ved at dø
for Eftermælets Hædersskrud.