Der står Du, så langt tilbage
som Hjærtet Erindring har —
jeg husker din furede Stængel,
hvoraf jeg Fløjter skar.
Du trygled aldrig om Læ for Vejr
hos Hyld eller Hybentorn
og spredte ej ødende Ukrudtsfrø
i Bondens groende Korn;
men hævded Dig stolt din egen Plads
langs Gærders og Grøfters Hæld,
et skinnende Hav til Pryd og Fryd,
et bølgende Blomstervæld. —
Din friske Hvidhed, hvor ren den står
mod Sommerens klare Dag;
din Frodighed og din sunde Duft
jeg ånder med Velbehag.
Du frie Blomst ved den åbne Mark,
gro frit under Himlens Sky,
hvor Solen skinner og Vinden går
og Verden grønnes af ny.