De hugged Lyngen for Fode,
de sved dens skjoldede Svær;
vildt voksed de favnende Flammer
mod Aftenens Solfaldsskær.
Røgkronede røde Luer
løb landlangs på ilende Sål,
som tændtes der Blus til en Verdensbrand
af Hedens høstlige Bål.
Men Flammerne faldt i Natten
og sluktes i Gråvejrs Gry,
og bort på Morgenens brede Bris
gled Røgens svovlede Sky.
Så blinked Ploven i Asken,
og Muskler spændtes i Sved;
og Ahlen brødes, og Gnisterne slog,
når Stålet i Flinten bed.
Små-Ymperne fæsted Foden
forsigtig i Flyvesandsjord.
Der hærged dem Vind fra Vesten
og klinger Kulde fra Nord.
Men læmpeligt lindt om Lænden
de samled Sommerens Kjol;
de stinded mod Storm og stred mod Frost
og drømte om Vårens Sol.
Og de skal rankes til Skove,
til Værn om den hvidnende Byg,
og svinge som Sejersfaner
langs Kollens knudrede Ryg;
og milefjærnt over Fladen
i fasteste Fylking stå,
og bruse i Blæst og svulme i Sol
og Duft i Hjærterne så.
Og Bøg skal komme og kuple
sit Kronehvælv mod det Blå,
og Jordbærrets Purpurdråber
skal gløde, hvor Drosler slå.
Og Eg skal højnes og herske
som stoltest i Hedens Hær,
og Birken spejle sin Herlighed
i sortnende Blomsterkær.
De drømmer, de unge Skove,
om Fremtidens Kronebrus;
og vi — vi hører i Kvistenes Hvisken,
kommende Seklers Sus.
Thi vist skal Lundene løves
om gylden Grøde en Gang,
og gryende Skønhedsrigers Magt
skal skinne i Digt og Sang.