O Svale, Svale, skynd Dig, flyv mod Syd,
til hende flyv, til hendes gyldne Tag,
sig hende alt, hvad jeg til Dig har sagt.
Sig hende, Svale, hvad saa vel Du veed,
at skøn og vild og skiftende er Syd,
og mørk og mild og trofast er vort Nord.
O, Svale, kunde jeg Dig følge, fløj
jeg ned til hendes Gitter, fløjted fro,
og kvidred tyve Tusind Elskovsord.
O, var jeg Dig, saa tog hun mig vel ømt
ind til sit Hjærte, til sit hvide Bryst,
for der at vugge mig indtil min Død.
Hvi gaar hun ej i Kærlighedens Skrud?
Hvi tøver dun, alt som den blide Ask,
der tøver til hver Skovens Gren er grøn?
Sig hende, Svale, at dit Kuld fløj bort:
Sig: vel jeg veed om Sydens muntre Lyst,
men højt mod Nord min Rede længst er bygt.
Vort Liv er kort, men Kærligheden lang;
kort dvæler Sommersolen i vort Nord
og kort den skønne Sydens Maanenat.
O, Svale, flyv nu fra din gyldne Skov,
til hende flyv og fløjt og bejl, saa hun blir min
og sig — sig hende, snart jeg følger Dig!