I Livets Vårbrud og i Løvspringstider,
da hver en Dag var som en Verden ny,
da Solen gyldned alle grønne Lider
og rosenbræmmed hver en Himlens Sky —
jeg gik i Drøm gennem Bukkardale
og lytted henrykt til Fjærnets Sus,
til Spættens Hakken, til Bækkens Tale,
til Sangfuglskarers spæde Vingebrus.
Vår fulgte Vår og gule Blade dryssed,
vel tyve Gange skifted Skovens Løv,
hvert Rosenblad jeg i min Ungdom kyssed
er hvirvlet hen og smuldret bort i Støv.
De hvide Jomfruer, jeg så danse
med skyfri Pande og Gyldenhår,
har gemt forlængst deres Blomsterkranse
og glemt forlængst deres glade Vår.
Men jeg er ung som før, og end jeg løfter
mit Hoved højt i Sommersolens Skær;
alt vejrer Duften jeg af grønne Kløfter,
når Frøen knurrer i de brune Kær.
Hver plagsom Dont lader jeg tilbage,
når lune Vinde kæler om min Kind:
er den jeg var i de fjærne Dage,
da jeg så lige lukt i Solen ind.
Endnu jeg går ad gemte, svale Stier
og dukker ind i grønne Dybders Nat,
og synker hen i Sommerfantasier
ved Mosens Kant blandt Star og Ellekrat.
Jeg springer op fra mit Morgenleje,
når Øret fanges af en Tonesky,
og iler frem i Dug ad stille Veje
at høre Nattergalen i det blege Gry.
Og jeg vil gå i Vår og høj Skærsommer
med andre tyve Vintre bag min Hæl,
og hilse Dagens Sol og Markens Blommer
mens nye Sange vågne i min Sjæl.
Thi jeg har drukket af den dulgte Kilde,
der vælder frem i Underlandets Dal,
men grener sine Strømme stjærnestille
om hele Verdenshvælvets vide Sal.