Solen sank bag skifersorte Tage
luende i tusind Rosers Glød,
og en Fred så himmeldyb og stille
ud mod Rummets vide Grænser flød,
Døv for Sporvognsklokkers iltre Kimen
og for Folkehavets tunge Brus,
hører jeg kun Søens vage Vuggen,
og de brede Ælmes blide Sus;
ser ej Stenkulsrøgen fra Fabriken,
ej de grå Façaders triste Rad,
ser kun Aftenhimlens skære Guldgrund
bue sig om Skyens Rosenblad.
Let og langsomt Solfaldsskæret blegner
bort i Gyldengrønt langs Himlens Rand,
og hen over sorte Skygger flimrer
Lygtelyset i det blanke Vand.
Som i Drømme Løvet sig bevæger
og en Luftning øm min Pande når;
lilla Tågestrøg, som fjærne Øer,
på den blege Himmelhvælving står.
Og som disse Ø’r står Mindets Riger
dæmrende på Tankens Billedgrund,
og hvad dybest gemtes i mit Hjærte,
stiger varligt frem fra Sjælens Bund.