Der læser vi om Kong Gøsta
i Krønnikens Bog,
Guds Sendemand, som søndred
Tyrannernes Aag.
Historiens første Side
hans Billede bær,
vi ser ham med Kæmpeskæget,
saa kendt og saa kær.
Hans Isse er hvid som Sølvet
i klareste Dag;
hans Haand har vort Sverrig muret
fra Syld og til Tag.
Naar Farer hans Livsværk truer,
naar Tvedragten gror
vi hører, som Bud fra Graven,
hans manende Ord.
Han er ej et Navn, en Skygge,
bevaret paa Prænt;
det er som vi alle havde
personlig ham kendt.
Naar mindre vort Land vi elske
foran os han staar,
en Fader i Sorg — med Utak
vi bleged hans Haar.
Det var som ved Arnens Lue
vi sad ved hans Sværd
og lytted til Sagas Tale
om Flygtningens Færd.
Af Angest de spæde Hjærter
knap voved at slaa,
naar Spejdernes Lanser stak i
det skjulende Straa.
Vi fulgte ham gennem Farer
og Tvivl uden Tal
paa Vejen til Kongestolen
i Hæderens Sal.
Vi saa, hvor han hugged Stier
og rydded sig Grund
blandt skumrende Skov af Fordom
i Sløvsindets Blund.
I Haaret han greb de træske
paa Afgrundens Rand,
og mod deres Vilje gav dem
et Fædreneland.
Den Løn af et yngre Slægtled,
han biede paa,
kom først, da han sad der krøget
og gammel og graa.
Saa enligt og tomt det skumred
i Målare-Borg,
sin Fader den vilde Erik
gav blødende Sorg.
Den stærke, som vandt et Rige,
ej kunde sit Lam,
sin fagre Cæcilie, værne
mod Ufærd og Skam.
Ej længer hans Luth ham førte
til Tonernes Land,
og bittert sig selv han nævned
en sønderbrudt Mand.
Drabanten ved Døren hørte,
naar Midnat gik ind,
igennem de tyste Sale
den søvnløses Trin.
O, havde den blot havt Mæle,
den farende Blæst,
der fo’r rundt hans hvide Rige
paa Vinterens Hest;
og ført til den gamles Øre
i Sorgernes Stund
Velsignelser, rørte Bønner
fra Tusinders Mund.
Der banked vel tusind Hjærter
paa Dør, som var stængt,
et Folk stod i Vinternatten
saa sky og fortænkt;
hans takfyldte, fromme svenske,
befriede Folk —
ak, Tungen var endnu bunden
og søgte sin Tolk.
Den ædleste Gave, Sangen,
laa bastet i Tvang;
end drømte i Sprogets Hjærte
dets skæreste Klang.
Det vilde i Toner smelte,
den høje til Trøst —
en stammende Lyd kun steg fra
det dybtfyldte Bryst.
Saa mangen en Guldstræng siden
gav Sproget sin Glød,
og toner for Skjaldens Hænder
i Lyst som i Nød;
ja dirrer for uvant Finger
saa vide om Land —
Du klingende svenske Tunge,
nu synge Du kan.
Men stundom, som bedst vi lytte
til Tonernes Gang,
og hører om Fortids Dage
din højtstemte Sang,
med Vemod vi vel maa mindes,
hvor Sangen var stum
for ham, som iblandt de frie
beredte os Rum.
Han tegner sig for vort Øje
saa levende mildt,
en Fader, der blev for tidligt
fra Børnene skilt;
som gik før de unges Ømhed
fik sagt ham de Ord,
som nu gennem Tider lyder
fra Sangen i Nord.