Han vandred ud i Verden vid,
den unge Kongesøn;
en gammel Kvinde mødte ham
alt i den Skov saa grøn.
„Og hør, Du unge Kongesøn,
jeg gør Dig til en Hund,
hvis ej Du uden Tøven vil
mig kysse paa min Mund.”
Han mærked hendes Trylleblik
og ævned ej at fly.
Saa kyssed han den gamle Viv,
og Verden var ham ny.
„Se paa mig, unge Kongesøn,
jeg er ej træg og tung;
jeg gammel er som Bjærg og Skov,
og er dog evig ung.”
O, Rosenkinder, natblaa Blik.
o, skønne Gyldenhaar,
o, Mund af søde Sange fuld,
vidunderlige Vaar!
I Krattet leged Solens Guld,
to Duer kurred dèr.
Den Kongesøn beruset sank
Naturens Hjærte nær.