O, blev jeg en af dem, der sammenbinder
det høje Kor, som intet Øje saa.
Koret af de udødelige døde,
som lever deres Liv i Slægtens Minde,
forædlende ved deres Nærhed, stemmende Hjærter
til Højsind, som til dristig Daad og Retfærd,
til dyb Foragt for alle lave Maal,
til høje Tanker, straalende som Stjærner,
hvis milde Fasthed driver Slægten fremad
mod større Maal.
At leve saa er saligt:
at skabe evig Skønhed paa vor Jord,
en Verdensharmoni, der sikkert styrer
med øget Magt de nye Slægters Færd.
Saaledes vokser frem den skønne Renhed,
hvorfor vi kæmped, snubled, fejled, faldt,
sørgende bittert, naar vi saa tilbage.
Oprørske Sanser, som foragted Tugt,
og Uro, Ængstelse vil hurtigt smelte,
fortone sig i nye Harmonier,
dø i den høje, gode, milde Luft.
Og alt vort dyre, bedre, sande Selv,
der sukked lønligt, længselsfuldt i Sang,
der vaaged for at lette Verdens Byrde,
arbejdsomt bærende, hvad ej kan ændres,
med trøstigt Sind — skuende mod
et værdigt Billede for Helligdommen,
formende det ud at fattes af de mange,
ansporende til Højhed og til Gudsfrygt,
til Ærefrygt i Kærlighedens Navn —
vort bedre Selv skal se en bedre Tid,
skal blunde bort og til en anden Verden
bevares lig en Bulle Skrift i Graven,
ulæst for altid.
Det er det nye Liv,
som Slægters lidende har gjort mer herligt
for os, som endnu stræber. Maatte jeg da naa
Guds rene Himmel, for andre Sjæle være
et Styrkens Bæger under dybe Kvaler,
opflammende til Ædelsind og nære Godhed,
der føder Smil, som intet Ondsind rummer —
altid staa rede som det godes Tjener
og i min Stræben altid stærk og spændt.
Saa skal jeg samles med det høje Kor,
hvis Sammensang skal være Verdens Fryd.