Sænk dig kun, Sol, i Bølgers brede Favn,
jeg véd, du slukkes ej i sortest Vove;
men lang var Dagen, og nu er det Tid
at alle arbejdstrætte kan få sove.
Jeg véd, der vågner Lærkeslag i Sky
i fjærne Egne, hvor du gylden stiger;
og når du gemmer dér dit Ansigt bort
dig hilser nye Kor i nye Riger.
Thi aldrig går du ned, og aldrig dør
de stærke Stråler om din klare Pande,
og Morgensange strømmer dig imod
i evig Kreds om Jordens grønne Lande.