I Danmark bygger der Hjem ved Hjem
fra Hav til fjærneste Ø,
i Klit og Hede, ved Alfarvej,
på Mark og ved salten Sø.
Mens højbårne Slægter fik Glemselskår
og Borgene skred i Grus,
fra lave Stuer de Mænd gik frem,
som rejste vort fædrene Hus.
De værged vor Odel i Ufredsår,
var Lykken end krank og kort;
de løftede frem mod Lys og Dag,
det Land, vi elsker som vort.
De tusind Hjem er vort Morgenhåb,
mens Slægter synke i Støv,
mens Dage komme og Dage gå
og Skoven fælder sit Løv.
Lad synke, lad styrte, lad gå i Kvag
alt, hvad der har Brist og Brøst;
men Ploven skærer og Rugen gror,
og Guldfrugt modnes i Høst.
Derom det hvisker ved Solesæt,
når Kornet ages i Gård,
mens over de tusinde Småmandshjem
de tusinde Lærker slår;
mens højt sig hvælver den Himmel blå
vidt over den danske Jord,
og under de bjælkede lave Fag
vor Fremtid smiler og gror.