Der stod to løvfulde Asketrær
i vor gamle græsgro’de Gård,
så knejsende højt, så kongelig frit
de end i mit Minde står.
Jeg ser dem endnu, de Kæmper grå,
hvor stolt de mod Sky sig skød,
og mødtes højt over Hus og Tag,
hvor Kronerne sammenflød.
De dryssede deres Vingefrugt,
når Rosernes Tid var nær,
og samlede hid fra Mark og Skov
al Himlens mælende Hær.
Der fløjted Irisk, der larmed Spurv,
der gækked Gøgen i Vår,
mens grønne Skyggers legende Spil
gled over den gamle Gård.
Og meldte sig Høst med Regnfaldsdøgn
og Nordenstormenes Sang,
da sused det vildt i de gamle Trær
som hundrede Harper klang.
Da hviled sig Høg på bladløs Gren,
når Dagen var tågegrå,
og Krage hvæsed og Ugle skreg,
når Skumringens Stund drev på —
De knejste så højt, så kongelig frit,
de aldrende Kæmper to —
måske var det selve den store Pan,
som tjældede der sit Bo,