I Skumringens muldgrå Timer
når Dagens Farver sig blande,
jeg sidder stille og drømmer
om fjærne, solrige Lande
— Lande, hvor Sletterne hvidne
af Asphodillernes Vrimmel,
og sirlige Palmer tegne
sig mod den dybeste Himmel.
Hvor Beduinen tør jage
så vidt over Bjærg og Banke,
mens Berberløven bag Klippen
løfter sin brune Manke;
hvor sølvgrå Olivenlunde
dybt over Dalene lude,
hvor Verdenskulturens Stormjag
er stænget forsvarligt ude.
Her, hvor gennem skiftende Tider
Århundreder randt som Drømme,
som Kildernes Sølv, der rinder
i sagte, syngende Strømme,
her var der vel Fred at finde
for hver, der strider og stunder
mod Slægternes skyfri Morgen
med Bod for al Verdens Vunder.
Der er så meget, der tynger
og trætter vor Sjæl tildøde,
så meget, der splitter og hærger
og lægger vor Lykke øde;
men her i de blomstrende Dale,
som Tropernes Sol forgylde,
her kunde vel Livet leves
i bredeste Magt og Fylde.
Men om jeg nu sad der nede
i Moghrebs hellige Rige,
O mon derfor Anden forsaged
mod glippende Mål at hige?
Kunde jeg tvinge den Længsel,
de vidtomsvævende Tanker,
den aldrig stillede Fligen,
der gennem mit Hjærte banker?
Jeg tror, at om jeg end stævned
mod Havet ved Verdens Ende;
den Brand, der tændtes i Sjælen
vil altid svide og brænde;
thi hvem fik Ævne at døde
den Arv, hvori Selvet bunder,
at trodse og plat fornægte
den Stjærne han fødtes under.
Så er der vel kun tilbage
at stride af yderste Ævne,
hævde vor Plads i Rækken
i Livets det store Stævne,
tage vor Del af Lykken,
som Nornen vil Tråden tvinde,
og bære med løftet Pande
vor Lod mens Dagene rinde.