Sne, så langt jeg kan øjne,
frostkold, tyngende Sne.
Sne så vidt over Lande,
Sne over islagte Vande,
og Skovenes Kronekupler
som hvidest Koral at se.
Når kommer de fejre Dage
med Fuglefløjt imod Sky,
da Solen vil Sneen smælte,
og Bølger mod Stranden vælte,
og Kornet skyde af Mulde
og Skoven grønnes påny?
Der må ties og bies så længe,
— længer end nogen det tror —
og mange Småstjærner vil slukkes,
og mange Øjne vil lukkes
før Våren blinker og blåner
over den drømmende Jord.
Men jeg vil dæmpe min Længsel
og dysse min Sorg med Sang.
thi jeg tror på den gyldne Sommer
med Majløv og fagre Blommer,
som endnu en Gang skal fylde
med Farver vor øde Vang.