I Skovens Bryn det lufter koldt
mod sene Blomsters Farveflor,
men Markens Strå er vissengoldt,
og gule Kantareller gror,
hvor Krattet ånder ud sin tunge Sødme.
Og dybt i Kløftens brede Bund,
hvor Kilden vælder af sin Grund,
der modnes store, sorte Bær
bag brede Blades broncedybe Rødme.
Og i den høstlig svale Kvæld
Græshoppers skingre Buestrøg
forkynder Somren går på Hæld,
mens Stammer grå af Birk og Bøg
i Solfaldsskæret drager lange Skygger.
Snart suser Stormens vilde Jag,
da tyndes Løvets lyse Tag,
og mellem nøgne Grenes Ris
kun Mindets tavse Fugle Rede bygger.
Men vi vil ikke græde Blod
ved Tanken på, hvor Tiden svandt,
thi hvor var Somren skøn og god
og stærk og ren, den Luft, der randt,
og hvor var alle Juniroser røde.
Og hvorsomhelst vor Fod har trådt,
vi sanked ind og bjærged godt
en rig og fager Skønhedshøst,
som ingen Vinter hvid kan lægge øde.
Så lad der komme Dage grå
med triste Timers Regnfaldsslør,
vi véd, der drømmer Spirer små
i Knoppers Svøb, blandt Siv og Rør,
og Pupper under Muld i alle Dale.
Vi rider atter Vår i By
med ranke Håb og Roser ny,
til sød Musik og Fløjtespil
og unge Kvad af unge Nattergale.