Jeg husker den gamle Have
med karvede Stammers Rad,
der blomstrede både Abild og Hyld
til Finkers og Mejsers Kvad.
Der slynged sig Humlen så frodigvild
helt op i den stynede Gærdepil,
og Bækken ind under Diget
ej undte sig mindste Hvil.
Og langs de tiltrådte Gange
stod Pinseliljernes Flor,
med Ambra og Akkelejer
og Morgenfruernes Kor;
og der var Ranker det hele År,
og tunge Roser i Høst og Vår,
og hvide Violer dufted
i Dag så sødt som i Går.
Der sad jeg så mangen Time
på Bænken jeg tømred selv,
så Skykaravanerne drage
hen over det sølvblå Hvælv;
der drømte jeg, lænet mod Askens Fod,
om Manddoms Ære og Kampens Mod,
om alle de fagre Riger
mit Hjærte stunded imod.
Min Barndoms hegnede Have
med Solskin og Sidskensang,
dit fredede Indelukke
har blomstret for sidste Gang.
Man sagde, det alt var af Dage mæt,
Træerne gamle og Jorden træt,
og hvad der var mest uheldigt:
Beliggenheden var slet.
Så faldt da de gamle Stammer
og Veddet blev kløvet og brændt,
og Rislebækken blev drænet,
og Grunden pløjet og vendt.
Og nu går der Sti for Hvermands Fod,
hvor før de hvide Violer stod,
— men Mindet, som blev tilbage,
er gemt ved min Hjærterod.