Vilhelm Helt (1652–1724)

Et smukt og artigt Par, saa smukt som var at finde

Udi det gandske Land, sig lod tilsammen binde

          Engang i fordum Tid, udi den søde Stand,

          Som giør et Kiød udaf en Qvinde og en Mand.

Forbi er Brylluppet og første Glædes-Dage,

Da Ægte Kiærlighed tidt pleyer best at smage,

          Den Tiid er nu forbi, da Leegen falder sød,

          Og da man æder Steeg og lutter Hveede-Brød.

Forbi er ald den Statz, og vores unge Kone

Nu snart at høre faaer en gandske anden Tone,

          Et Huus forsørges maae, her nu arbeydes vil

          Med Forsyn og Forstand, skal alting vel gaae til.

Hun derforuden sig en Husbond haver taget,

Hun veed, hvorledes det i Ægtestand er maget,

          At Manden Herre er, og Konen fiire maae,

          Om alting i et Huus sin rette Skik skal faae.

Dog kand hun ikkun først faae Byxerne at eye,

Hun meener, alting da skal have gode Veye,

          Hun derfor Manden hen med sig i Eenrum tog,

          Hvor hun med disse Ord et Slag for hannem slog:

Phileta, du vel veedst, du har vel hørt at sige,

Hvad Ulyst og Fortræd sig pleyer ind at snige

          Imellem Ægte-Folk, naar de i rette Tid

          Ey lukke Døren til for Klammerie og Strid.

Du veedst, at Eenighed den giør den beste Glæde,

Naar man er kommen til i Ægteskab at træde,

          Om det udi et Huus skal lykkelig tilgaae,

          Et Ægte-Par sig maae indbyrdes vel forstaae.

Og skal da Eenighed i Huuset hos os være,

Vi med Taalmodighed hinandens Sind maae lære,

          Den eene visselig maae herpaa legge Vind,

          Med Lyst at føye sig udi den andens Sind.

Jeg vil for min Person slet ingen Møye spare,

Men mig for Kiv og Strid i alting tage vare,

          Vil du nu ligesaa kun giøre hvad du kand,

          Vort gandske Huus skal staae i en lyksalig Stand.

Vel an da! til en Grund, at alting vel kand blive;

Jeg dig nu hermed vil en nyttig Regel give,

          En Regel som er god for baade dig og mig,

          Om du vil med Fornuft derefter rette dig.

Jeg har et selsomt Sind, som jeg ey vel kand raade,

Som tidt giør Klammerie og Bulder overmaade,

          Naar man sig i en Sag mod mig opsætte vil,

          Mit Sind er ellers got, det beste der er til.

See: naar mit Hoved-Sæt er strøget til en Side;

Jeg da for ingen Ting Modsigelse kand lide,

          En Skrue da er løs, mit Sind til Klammer staaer,

          Du mig i alle Ting da vel at fiire faaer.

Vil du da efter mig med Lydighed dig føye,

Jeg stilles strax igien foruden nogen Møye;

          Vil du nu agte det, vi ville sammen boe

          I ald Lyksalighed, i Eenighed og Roe.

Philetas smilendes paa denne Tale hører,

Som Psykke med saa stor Belevenhed fremfører,

          Sin Hat hand strax tog af, saa høflig Manden var,

          Og med Sagtmodighed gav hende dette Svar:

Det skal, mit Hierte Barn! mig saare vel behage,

At du, som jeg forstaaer, til vore gode Dage

          Vil legge saadan Grund, jeg som en ærlig Mand

          Vil ogsaa giøre mit, og lide hvad jeg kand.

Alt hvad du mig har sagt, jeg det i agt vil tage,

Saa du ey nogen Tid paa mig skal kunde klage,

          Men jeg har og en Feyl, min Hiertens kiære Ven!

          Som du til begges Gavn og vide maae igien:

Jeg meget hastig er, og snarlig Vrede sanker,

Naar man opirrer mig; paa Timen Klopfisk vanker,

          Men naar man føyer sig, og handler med Beskeed,

          Saa er jeg god og from, og aldrig bliver vreed.

Men at du vide kand, naar denne bittre Syge

Mit Hoved griber an, og naar du meest skal stryge,

          Saa maae du give agt, og mærke paa min Hat,

          Du derpaa vide kandst, naar det er ilde fat,

Naar den er sat paa Snur, da har jeg slemme Griller,

See vel til, at du da med Ydmyghed mig stiller,

          Hav Øye paa min Hat, naar den sig dreyer om,

          Giv da kun gode Ord, bliv stille da og from.

Hermed det Unge Par imellem sig samtykker,

En ret Sparlagens Fred, som de i alle Stykker

          Indbyrdes holde vil, og med et Favne-Tag

          Stadfæster strax paa Stand det skiønne Freds-Fordrag.

De love begge To at vogte sig for Fare,

Og paa hinandens Sind at tage flittig vare,

          De love hver for sig at give nøye Agt

          Paa hvis de Begge To nu har hinanden sagt.

Men see! paa hvad Maneer de det herefter mage,

Hvordan de Unge To indbyrdes sig fordrage,

          Saasnart som Sættet blev af Konen dreyet om,

          Paa Timen Mandens Hat paa Snur at sidde kom.

Saasnart Philetas seer, at Psykke hun har Griller,

At hendes onde Sind i Huuset Mester spiller,

          Strax Hatten dreyer sig, strax sidder den paa Snur,

          Dermed afværger hand ald Klammerie og Knur.

Vor Psykke passer paa, og har et vaaget Øye

Til hendes Husbonds Hat, og veed sig smukt at føye,

          Den Mand giør hvad hand bør, hun intet klamre tør,

          Den eene er tilfreds med hvad den anden giør.

Vel an, I unge Folk! I heraf kunde lære,

Hvordan et Ægte-Par hinanden bør at ære,

          Du Mand, ær Konens Sæt, du Kone, Mandens Hat,

          Saa har I Fred i Huus, den beste Brude-Skat.